for alt det andet

loggrer de godtfolk og kryber i muld;

de løfter på hatten for brystnål-kronen;

men ring eller nål er jo ikke personen. —

Profet; se, det er en klarere stilling.

Da ved man dog på hvad fod man står.

Slår man an, så er det en selv, som får

ovationen, og ej ens pundsterling og shilling.

Man er, hvad man er, foruden snak;

man skylder ej slump eller tilfælde tak,

og støtter sig ej til patent og bevilling. —

Profet; ja, det er noget for mig.

Og jeg blev det så inderlig uforvarende, —

blot ved at komme gennem ørken farende

og træffe naturens børn på min vej.

Profeten var kommen; den sag var klar.

Det var såmen ikke min agt at bedrage —;

der er forskel på løgn og profetisk svar;

og jeg kan jo altid træde tilbage.

Jeg er ikke bunden; det er ikke værre —;

det hele er, så at sige, privat;

jeg kan gå, som jeg kom;

min hest står parat;

kort sagt, jeg er situationens herre.

Anitra

(nærmer sig fra indgangen.)

Profet og hersker!

Peer Gynt

Hvad vil min slavinde?

Anitra

Ventende for teltet står slettens sønner;

de beder at få skue dit ansigt —

Peer Gynt

Stop!

Sig dem, de kan i afstand troppe op;

sig dem, jeg hører i afstand deres bønner.

Læg til, jeg tåler ingen mandfolk herinde!

Mændene, barn, er en skrøbelig slægt, —

ret hvad man kalder nogle arrige skarn!

Anitra, du kan ikke tænke dig, hvor frækt

de har snydt – hm; jeg mener syndet, mit barn! —

Nå; det var nu det! Dans for mig,

kvinder?

Profeten vil glemme sine ærgerlige minder.

Pigerne

(dansende.)

Profeten er god; Profeten er bedrøvet

for det onde, som støvets sønner har øvet!

Profeten er mild; hans mildhed være priset;

han åbner for synderne Paradiset!

Peer Gynt

(idet hans øjne følger Anitra under dansen.)

Benene går som trommestikker raske.

Ej! Hun er sandelig lækker, den taske.

Hun har noget extravagante former, —

ikke ganske stemmende med skønhedens normer;

men hvad er skønhed? En vedtægt kun, —

en mynt, som er gangbar til sted og stund.

Og just det extravagante behager,

når man har tilbunds det normale nydt.

I det lovbundne blir man for rusen snydt.

Enten yderlig fyldig, eller yderlig mager,

enten ængstende ung, eller skræmmende gammel; —

det middels gør vammel. —

Hendes fødder – de er ikke ganske rene;

ikke armene heller; især den ene.

Men det er igrunden ingen forringelse.

Jeg vil snarere kalde det en betingelse —

Anitra, hør her!

Anitra

(nærmer sig.)

Din slavinde har hørt!

Peer Gynt

Du er lokkende, barn! Profeten er rørt.

Vil du ikke tro mig, så fornem beviset; —

jeg gør dig til Houri i Paradiset!

Anitra

Umuligt, herre!

Peer Gynt

Hvad? Tror du, jeg væver?

Det er ramme alvor, så sandt jeg lever!

Anitra

Men jeg har ingen sjæl.

Peer Gynt

Så kanst du få!

Anitra

Hvorledes, herre?

Peer Gynt

Det må jeg forstå; —

jeg skal nok tage mig af din opdragelse.

Ingen sjæl? ja ganske visst er du dum,

som man siger. Jeg har mærket det med beklagelse.

Men pyt; til en sjæl har du altid rum.

Kom her! lad mig måle din hjernekiste. —

Der er plads; der er plads; det var det, jeg vidste.

Sandt nok, – du vil aldrig komme til at stikke

synderlig dybt; nogen stor sjæl får du ikke; —

men, skidt; det kan også være det

samme; —

du skal få så meget, at du ikke står tilskamme —

Anitra

Profeten er god —

Peer Gynt

Du nøler? Tal!

Anitra

Men jeg ønsked heller —

Peer Gynt

Snak væk uden dvælen!

Anitra

Jeg bryder mig ikke så meget om sjælen; —

giv mig heller —

Peer Gynt

Hvilket?

Anitra

(peger på hans turban.)

Hin skønne opal!

Peer Gynt

(henrykt, idet han rækker hende smykket.)

Anitra! Evas naturlige datter!

Magnetisk jeg drages; thi jeg er mand,

og som der står hos en agtet forfatter:

«das ewig weibliche zieht uns an!»

(Måneskinsnat. Palmelund udenfor Anitras telt.)

(Peer Gynt med en arabisk luth i hånden sidder under et træ. Hans skæg og hår er studset; han ser betydeligt yngre ud.)

Peer Gynt

(spiller og synger.)

Jeg stængte for mit Paradis

og tog dets nøgle med.

Det bar tilhavs for nordlig bris,

mens skønne kvinder sit forlis

på havsens strand begræd.

Mod syd, mod syd skar kølens flugt

de salte strømmes vand.

Hvor palmen svajer stolt og smukt,

i krans om oceanets bugt,

jeg stak mit skib i brand.

Ombord jeg steg på slettens skib,

et skib på fire ben.

Det skummed under piskens hieb; —

Jeg er en flygtig fugl; o, grib, —

jeg kviddrer på en gren!

Anitra, du er palmens most;

det må jeg sande nu!

Ja, selv Angoragedens ost

er neppe halvt så sød en kost,

Anitra, ak, som du!

(hænger luthen over skuldren o g kommer nærmere.)

Stilhed! Mon den fagre lytter?

Har hun hørt mit lille digt?

Mon hun bag gardinet glytter,

udrappert af slør og sligt? —

Hys! Det klang jo, som om korken

voldsomt af en flaske sprang!

Nu igen! Og end en gang!

Er det elskovssuk? Nej, sang; —

nej, det er en hørbar snorken. —

Sød musik! Anitra sover.

Nattergal, hold op at slå!

Alslags ufærd skal du få,

hvis med kluk og klunk du vover —

dog, som skrevet står, lad gå!

Nattergalen er en sanger;

ak, jeg selv er ligeså.

Han, som jeg, med toner fanger

hjerter, ømme, bløde, små.

Skabt for sang er natten sval;

sangen er vor fælles sfære;

det, at synge, er at være

os, Peer Gynt og nattergal.

Og just det, at pigen sover,

er min elskovslykkes tip; —

det, at spidse læben over

bægret uden mindste nip —;

men der er hun jo, minsæl!

Bedst, hun kom, alligevel.

Anitra

(fra